Vores barnebarn Caroline på 8 år var på besøg, og vi aftalte at vi kunne da lave pandekager, det kunne hun godt lide, specielt hvis der kom lidt is i.
Som jeg står der og bager pandekager, kommer erindringen om barndommens bagning af pandekager hurtigt til mig, ikke mindst på grund af duften og “osen”. Jeg har bagt et utal af pandekager, for lørdag middag bestod menuen, ikke bare altid, men hver eneste lørdag af pandekager og øllebrød eller en anden form for “skemad”, og det var mit job fra 10-års alderen at stå for pandekagebagningen til forældre og 3 mindre søskende.
Nogle få gange om året kom der en mand og spiste pandekager med, jeg kan ikke huske hvad han hed, men han var en slags uldkræmmer, kom på en sort cykel, i sorte bukser, jakke og vest og en hvid skjorte som var alt for stor i halsen. Han sørgede altid for at komme forbi om lørdagen ved middagstid, og så blev han selvfølgelig spurgt, om han ville spise med. Jeg husker ham som en meget fåmælt herre, som var svær at forstå, og når han viste sine varer frem, som han havde i en kuffert på bagagebæren, sagde han ikke mange ord, holdt blot lommetørklæder, ærmeholdere, bukseelastik og lignende sager frem i sine store hænder. Jeg kan ikke huske om min mor nogensinde købte noget af ham, eller han blot kom for at få pandekager.
Sjovt hvad man husker.
Og ja, ligesom den gang blev den første pandekage bleg og kedelig.